Vejen der redder liv blandt 61.500 mennesker i Afghanistan
Image-other:
Hvorfor er en vej lige så vigtigt som rent drikkevand, hygiejneundervisning og hjælp til at dyrke grøntsager?
"Nu vil jeg åbne en lille butik og arbejde hårdt"
Abdul Ahamad, 40 år:
Abdul er netop vendt hjem til sin familie efter to års arbejde i Iran. Her så han til sin store overraskelse, at der er kommet en vej, næsten lige ude foran sin dør.
"Nu behøver jeg ikke længere at rejse til Iran for at tjene penge. Nu vil jeg åbne en lille butik og arbejde hårdt, fordi vejen har åbnet adskilligemuligheder for os."
"Frugterne rådnede på vej til markedet"
Mohammad Sadik, 75 år:
"Vi plejede at gå halvanden dag for at nå til Taloqan, den største by i vores provins. Det var meget udmattende og trættende. Vi transporterede vores afgrøder på æsler og solgte dem på markedet. Men mange af frugterne rådnede i varmen undervejs, fordi et tog så lang tid. Vi kunne ikke sælge dem og tjene penge på dem. Men nu hvor Mission Øst har hjulpet os med at bygge vejen, tager det os kun halvanden time at transportere vores produkter til Taloqan."
Med tårer i øjnene fortæller Mohammad Sadik, hvordan han har mistet mennesker, han holder af, på grund af manglen på sikre veje:
"Jeg husker, da Ibrahim (40-årig mand fra landsbyen Pumbak) havde diarré i 2001. Nogle mænd fra landsbyen forsøgte at fragte ham til hospitalet i Taloqan, men han døde undervejs. Nizams kun 25-årige kone havde problemer under sin graviditet. Hun døde også på vej til hospitalet."
Mohammad kan adskillige lignende historier, der alle er lige smertefulde at fortælle. Så smertefulde, at han ikke har lyst til at blive mindet om dem. Men han ved, at de er vigtige at fortælle videre så andre også kan forstå, hvor meget den nye vej betyder for ham og alle de andre, der bor i landsbyerne.
"Jeg mistede min syv måneder gamle datter på vej til hospitalet"
Abdul Matim, 26 år:
"Jeg mistede min syv måneder gamle datter på vej til hospitalet i Taloqan. Stierne var meget smalle, og det var svært at gå på stenene i klippebjergene."
"Vi har adskillige gange oplevet, at æsler er faldet i Khelab floden på grund af de løse sten. Men nu har situationen ændret sig drastisk. Vi kan komme til Taloqan på halvanden time. Vi kan sælge vores varer til fornuftige priser. Og for pengene, vi tjener, kan vi købe livsnødvendige ting til husholdningen (mad, medicin, tøj…). Og det hele kan vi gøre på kun
én dag! Vi sparer tid, som kan bruges i markerne eller i hjemmet, og vi tjener penge til at forsørge os selv."