Afghanistan
Afghanistan

Trods den ustabile politiske situation i Afghanistan er de nordøstlige provinser Badakshan og Takhar relativt rolige. Mission Øst har arbejdet i dette øde og bjergrige område siden 2001, og de sårbare lokalsamfund er nu så langt, at de kan gå i gang med rehabilitering. Det er sket med hjælp fra organisationer som Mission Øst og andre aktører fra det internationale samfund.
Ikke desto mindre er der stadig enorme udfordringer. De fleste afghanere har stadig en gennemsnitslevealder på 48,7 år, og både Badakshan og Takhar er sårbare over for de hyppige naturkatastrofer, den kroniske fødevareusikkerhed og et ustabilt livsgrundlag. Dertil kommer problemer med ringe adgang til rent vand og sanitet, som igen bliver forværrede af manglende viden om hygiejne, ernæring og forvaltning af naturressourcer.
Støtte til lokalsamfund
Siden 2001 har Mission Øst hjulpet de afsidesliggende lokalsamfund med at forbedre adgangen til rent vand og sanitet og styrket befolkningens kendskab til sundhed og hygiejne. Derudover hjælper Mission Øst med at forbedre bjergvejene og den landsbrugsmæssige infrastruktur. Befolkningens livsgrundlag er blevet mere modstandsdygtigt på grund af flere færdigheder og ressourcer og mere viden om alternative og holdbare måder at tjene penge og producere fødevarer på. I den forbindelse bliver kvinderne særligt støttet i at deltage. Mission Øst hjælper desuden lokalsamfundene med at forberede sig og reagere på naturkatastrofer.
|
|

